Jeg har skrevet dette blog-indlæg, fordi jeg selv var angstramt i rigtig mange år, og ikke synes jeg kunne finde nogle positive historier om behandling fra andre angstramte på nettet, og ikke troede jeg nogensinde ville komme ud af angsten.
Fra at have været bange for næsten alt - busser, tog, metro, elevatorer, lukkede rum, gå ud af døren - you name it - er jeg i dag så godt som angstfri, uden medicin eller andre angstdæmpende midler.
Her er min historie....
DER ER EN VEJ UD AF ANGSTEN
Jeg kom ud af angstens greb via kognitiv terapi. Det er et super effektivt værktøj til at komme af med ens adfærdshæmmende eller invaliderende angst
Jeg har haft angst i 23 år. I 10 af disse var jeg bundet til mit hjem og turde ikke gå ud af døren. Jeg var bange for alt uden for min dør, og troede at intet kunne hjælpe mig ud af min situation.
For lidt over tre måneder siden startede jeg i et kognitivt forløb, der allerede efter kort tid fik mig ud af døren, og i gang med at tage metro, tog og busser, og helt overordnet tage hul på, at leve et så godt som normalt liv igen.
Mit møde med de kognitive psykologer fra Fobiskolen i København har givet mig en stor del af mit liv, før jeg blev ramt af angst, tilbage. Og det er fantastisk befriende.
Min historie med angsten
For 23 år siden fik jeg et panikangst anfald midt inde i København, og meget hurtigt udviklede jeg angst overfor alle former for transportmidler, tog, busser, biler, og overfor alle former for fastlåste situationer som køen i supermarkedet, elevatorer, biografer, fly, færger, møder, udenlandsrejser, steder og ting jeg ikke kunne slippe væk fra etc. Jeg reagerede med kraftig angst, hjertebanken, svedige håndflader, katastrofe tanker, troede jeg skulle dø, rysten, svimmelhed og alle de andre angst-reaktioner.
Jeg kunne leve med det en vis tid og gå på arbejde, men for 10 år siden var angsten blevet så påtrængende, at jeg kun kunne være derhjemme. Jeg læste en masse om angst på nettet, men synes kun jeg kunne finde negative historier, og troede ikke på at nogen form for terapi eller andet kunne hjælpe mig, og at jeg var dømt til et liv udenfor samfundet, uden reel mulighed for bedring. Til sidst blev imidlertid også det at være derhjemme så angstfyldt, at noget måtte ske.
Mødet med den kognitive terapi
Jeg kom i kontakt med Fobiskolen i København og startede i enkelt-terapi med kognitiv psykolog Christian Madsen, der én gang om ugen i ca. 1,5 time i løbet af to måneder skulle få mig i stand til at tage ind til Fobiskolen, for at komme på et intensivt, dagligt 6 ugers kursus derinde.
Det gik over al forventning - især min egen.
Via "eksponering" (at man efterprøver de situationer og ting man er angst for, som stort set altid viser sig, at være langt mindre angstudløsende end man troede på forhånd), lærte jeg at håndtere en lang række angstfyldte scenarier, jeg ikke tidligere troede var muligt, og blev så småt klar til at kunne tage Fobiskolens kursus.
En vigtig faktor var, at jeg selv hver dag i min fritid "eksponerede" de ting, der var blevet "åbnet" af Christian Madsen. Havde vi kørt i metro - kørte jeg selv dagligt i metro de næste 6 dage indtil vi skulle mødes igen, så jeg blev sikker og så godt som angstfri i det.
Fobiskolens kursus
På Fobiskolen’s 6-ugers intensive kursus fik jeg en masse værktøjer til at kunne håndtere og lette eller helt fjerne angsten, og jeg fik værdifuld teoretisk baggrundsviden om angstens dynamik. Jeg eksponerede helt vilde scenarier og gjorde dem mindre angstfyldte eller helt angstfrie.
Herudover fik jeg effektive værktøjer til at kunne slappe af og komme i balance og finde ro (via Mindfulness og afspænding), der er vigtige discipliner i håndteringen af angsten. Og så blev jeg introduceret til de meget gavnlige effekter af motion på angst. Da jeg også var angst for at få min hjerterytme op, troede jeg aldrig jeg ville komme til at motionere. Men det fik Fobiskolen, som med de fleste andre af mine angstfyldte tanker, lavet om på.
Holdet af kognitive psykologer, Kamilla, Miriam og Naomi, samt en række dygtige og engagerede psykologistuderende, der er tilknyttet Fobiskolen samt afspændingsekspert Klaus, sørgede for at vores hold på 10-12 personer med alt fra panikangst, generaliseret angst, social angst til transport-angst kom til at fungere langt bedre end nogle af os havde troet muligt ved kursets start - folk rykkede sig virkelig utroligt meget.
Personligt fik jeg også nogle ligesindede kampfæller i mine medkursister, som effektivt motiverede mig til arbejde på at blive endnu bedre til at møde og udfordre angsten. Jeg rykkede mig rigtig meget under Fobiskolens 6 ugers daglige, intensive kursus. Alene det at kunne møde op 6 uger i træk 5 timer om dagen i København centrum var en sejr, efter at have været derhjemme i 10 år og ikke turdet gå udenfor døren.
Vigtige erfaringer jeg har taget med mig
Nogle ret vigtige ting jeg lærte på Fobiskolen er, at hvis man giver efter for angsten - og lader den styre ens adfærd - så får den endnu mere tag i én og bliver kaftigere og mere dominerende - og at man derfor ikke skal lade sig dirigere rundt af angsten - at man ikke skal reagere på den eller løbe fra den. Og at angst ikke er farligt, men en naturlig, ufarlig (men selvfølgelig ubehagelig) kropsreaktion som pga. uhensigsmæssige irrationelle tanker bliver udløst på forkerte tidspunkter. Og at dette effektivt kan rettes op på kognitivt.
Jeg lærte at den angst man rent faktisk får, når man gør de ting man er bange for, er langt mindre end hvad man troede - ja, nogle gange er den der slet ikke. Og at den potentielle gevinst ved at prøve angstfyldte ting af, er meget større end at man konstant skal gå rundt og frygte dem.
Jeg fandt ud af, at selv når jeg havde "dårlige dage" - dage hvor jeg havde det fysisk skidt eller ikke følte, at jeg havde psykisk overskud - kunne jeg stadig godt overkomme at udfordre angsten og gøre tingene. Så snart jeg tvang mig selv ud af døren, oplevede jeg, at jeg fik det bedre og faktisk godt kunne gøre tingene alligevel. Meget overraskende fordi min krop netop havde fortalt mig noget andet.
Jeg oplevede at hver gang noget gjorde mig rigtig bange, at jeg strittede meget imod og kom med en masse undskyldninger, for ikke at gøre det. Men når jeg så blev 'presset' til det, kunne jeg sagtens. Det gav mig mod til at presse mig selv og overvinde store dele af min angst. Jeg lærte at når noget gør mig bange, er det et signal til, at jeg skal gøre det. En erfaring, der har været meget værdifuld for mig.
Motivation
Nøgleordet i forhold til at blive bedre via det kognitive forløb er: motivation. Motivation, motivation, motivation! Man skal ville blive bedre og man skal være indstillet på at arbejde på det konsekvent og helst dagligt. Men man har muligheden for at bevæge sig meget længere end man nogen sinde troede var muligt. Og min oplevelse her efter enkelt-terapi timerne med Christian Madsen og efterfølgende kurset inde på Fobiskolen er, at der ikke findes et bedre kick end at overvinde de ting man er bange for. Det er virkelig en energi-booster og succesoplevelse.
Via at møde sine angstfyldte scenarier head on - eksponering - kan man rykke sig uendelig langt. Uendeligt meget længere end man på forhånd turde drømme om.
Eksponering er i den grad nøglen til bedring, hvis man er oprigtigt motiveret.
Jeg er ihvertfald klar til at møde verden uden alle de gamle forhindringer og med fornyet energi og mod og effektive kognitive værktøjer i bagagen. Mit håb er, at andre vil lade sig inspirere af denne blog, til at komme i gang med at slippe af med deres angst.
Angsten skal ikke styre mit lit liv - det gør jeg selv!
Link til Fobiskolen (min vurdering er dog at enhver veluddannet og erfaren kognitiv psykolog, vil kunne tilbyde det samme som psykologerne, der er tilknyttet Fobiskolen, når vi taler kognitiv enkelt-terapi) http://www.fobiskolen.dk
Det er osse sådan jeg har lært at leve godt med min angst ...
SvarSletFantastisk blog-indlæg!! Jeg kan nikke genkendende til dette. Godt du kom ind på Fobiskolen, jeg har også fået kognitiv terapi og er faktisk angstfri.
SvarSletSkøn læsning og resultat <3
SvarSletSuper godt
SvarSletFantastisk inspirerende blog, til en 22-årig angstramt, som først måtte droppe skolen og nu er sygemeldt fra arbejde. Må helt sikkert ind på Fobiskolen - jo før, jo bedre - hihi (SMIL)
SvarSletStor ros til din solstrålehistorie og fordi du tog kampen op og nu har vist mig - og mange andre - vejen frem og givet håb! :D
SPØRGSMÅL:
SvarSletFik du egentlig angstdæmpende medicin under behandlingen?
Og fik du kurset bevilliget af kommunen? :D
Hej Shais
SvarSletMht. til medicin, så besluttede jeg mig for og stod fast på, at jeg ville klare forløbet uden, så jeg ikke ville være afhængig af angstdæmpende midler efterfølgende, for at kunne håndtere angstbehæftigede ting. Jeg har angst som selvstændig diagnose og ikke som følge af en anden psykisk lidelse, hvor det måske kan være nødvendigt, som f.eks. skizofreni.
Ja, jeg fik bevilget enkelt-terapi timerne med Christian Madsen og efterfølgende kurset på Fobiskolen af min kommune, da de godt kunne se, at hvis de ikke gjorde noget seriøst, ville jeg ende på førtidspension (jeg var på bistandshjælp, og havde ikke selv råd til behandling, og var på den måde låst fast i min situation).
fantastisk indlæg....jeg har en teenage datter der lider af angst....jeg googler fobiskolen..god vind fremover:))
SvarSletHej anonym,
SvarSletJeg ved ikke om Fobiskolens hold optager angstramte i teenage-alderen, der ikke er blevet myndige endnu - men prøv at ringe til dem og spørg. De er meget imødekommende, forstående og helt overordnet bare super empatiske og søde. Den yngste på det hold jeg gik på var 20.
Men, uanset udfaldet, er min vurdering at enhver veluddannet og erfaren kognitiv psykolog, vil kunne tilbyde det samme som psykologerne, der er tilknyttet Fobiskolen i København, når vi taler kognitiv enkelt-terapi. Det er dog som nævnt vigtigt at den pågældende psykolog er veluddannet (gerne med autorisation (2-årig videreuddannelse)) og har en hel del erfaring. Jeg er ikke helt klar over hvad mulighederne er mht. deciderede kurser i stil med dem Fobiskolen tilbyder andetsteds. Jeg har selv kun erfaring med kognitiv terapi via de psykologer, der er tilknyttet Fobiskolen i København, som jeg, som det fremgår af bloggen, har været meget tilfreds med.
At kigge på den kognitive terapi med et åbent og positivt sind og med gå-på-mod og et ønske om at blive bedre er super vigtigt (det er ikke noget du kan påføre din datter, det skal komme indefra). Mit incitament til at være helt åben overfor terapien var, at mine egne løsninger på min angst før terapien ikke virkede, og at folk, der professionelt kendte til angstens dynamik, bedre ville kunne vejlede mig end jeg selv kunne. Og denne synsvinkel viste sig at være endog meget frugtbar i forhold til at komme ud af angsten.
Rigtig positiv historie, er glad på dine vegne over bedringen :)
SvarSletDet eneste men jeg har er at det her lidt minder om en reklame for fobisolen ??
Ret disrespektfuldt at du nedgør mit terapiforløb ved at sammenligne det med en reklame. Mit forløb har været livsændrende, og det er fantastisk at kunne gøre næsten alt igen, som jeg ikke kunne tidligere.
SvarSletÅrsagen til at jeg har skrevet denne blog er, at jeg håber at min historie kan være med til, at motivere andre til at komme igang med noget terapi. Det er en fantastisk oplevelse her bagefter, når man har taget opgøret med angsten, og har smidt den nødvendige tid i det, at man ikke længere behøver at være dirigeret af angsten, men kan agere efter ens egne behov, og at man kan gøre stort set hvad man har lyst til, når man har lyst til det. En kæmpe befrielse, som jeg under alle der er ramt af angst.
Egentlig skrev jeg blog teksten som et oplæg til en artikel til en journalist på Politiken, der dog ultimativt i stedet skrev en artikel, der fokuserede på de ret store omkostninger angsten havde haft for mit liv og kun sekundært og noget uindsigtsfuldt på det terapiforløb, der bragte mig ud af angsten - at fortælle min lidelseshistorie var ikke mit mål, det var derimod at fortælle om min super positive oplevelse af kognitiv terapi. Derfor oprettede jeg denne blog, så jeg kunne dele min oplevelse, med andre angstramte, selvom det så måtte blive i et knap så læst forum som Politiken.
Mens jeg selv led af angst, havde jeg svært ved at finde positive historier fra andre angstramte, derfor var det vigtigt for mig at få skrevet min historie på nettet.
hej jeg ville bare lige sige hvor er det sindsyg dejligt og se at det kan lade sig gøre for det tror man ikke når man er i det kunne man evt snakke med dig om det et andet sted for jeg har sindsyg mange spørgsmål og ting jeg godt kunne tænke og vende med dig
SvarSletUmiddelbart tænker jeg, at det smarteste er, at du stiller spørgsmålene her, så de også kommer andre, der evt. ligger inde med samme type spørgsmål, til gode.
SvarSlet